Sister Root mangler den sidste brik er det dig på trommer?

Vi er Sister Root – et band med base i det jyske, som nu leder efter den sidste vigtige brik i vores musikalske puslespil: en fast trommeslager.

Vi er fem erfarne og dedikerede amatør-musikere (3 kvinder og 2 mænd, alle over 45 år), som har fundet sammen i et solidt og inspirerende fællesskab. Vi har det både hyggeligt og ambitiøst – fællesskab og kvalitet går hånd i hånd hos os.

Vi spiller i Americana-genren (folk, country, roots, rock) og mixer både egne sange og kompositioner med udvalgte covers, når vi spiller live. Vi lægger stor vægt på vokalarrangementer og flerstemmighed, og vokalarbejdet er en bærende del af vores lyd – med tre stærke sangerinder i front. Vores musik er både hjemmelavet og håndplukket, og vi prioriterer autenticitet og stemning højt i vores udtryk.

Lineup: bas, keys/vokal, guitar og to på ren vokal – og nu mangler vi dig på trommer.

Vi leder efter en trommeslager, der spiller med øret og hjertet. En der mærker sangens stemning og dynamik – og som spiller for musikken, ikke for sig selv. Du skal kunne lægge en solid, organisk bund, hvor less ofte er more. Det er vigtigt for os, at du har en naturlig fornemmelse for at "serve the song", og at du ikke er bange for stilhed eller for at holde igen, når det styrker udtrykket. Omvendt er der naturligvis plads til at give den mere gas, når det tjener dynamikken og løfter sangen.

Vi håber at finde en kreativ trommeslager, som har lyst til at veksle mellem stikker, whiskers, køller eller andet – alt efter hvad nummeret kalder på. Det handler ikke om stort gear, men om stort nærvær.

Vi lægger også vægt på, at du er ordentlig, stabil og en god medspiller. Vi bruger tid sammen og nyder det sociale omkring musikken. Du skal have lyst og overskud til at være en aktiv del af bandet – vi øver ca. én gang om måneden (typisk lørdag eller søndag kl. ca 10 - ca 16 inkl. frokost og kage), og vi satser på at spille 4–7 jobs om året.

Vi øver som regel i Aarhus, Varde, eller Horsens og har et setup, der gør os fleksible med lokationer.

PS. Alder har ingen betydning – men alt det andet har 🙂

Hvis det lyder som noget for dig – eller bare vækker nysgerrighed – så tøv ikke med at tage kontakt. Vi glæder os til at møde den rette trommesjæl og byde dig velkommen i Sister Root.

ØstJylland

Band/projekt søger Trommeslager

29. dec. 2025

Tryk på "Kontakt" knappen for at svare på opslaget.
Tryk her hvis du vil oprette dig som bruger.