Sangere søges til kunst-/teaterprojekt i Sydhavn

Vi søger sangere til 'Sydhavns Væsen'. Projektet opføres som en del af ST:ART, Sydhavn Teaters vækstlagsplatform for stedsspecifik kunst.

'Sydhavns Væsen' er en performance, hvor ca. 30 sangere, iført ét stort fælles kostume, bevæger sig gennem Sydhavn, mens de synger et stykke kor-musik, komponeret til lejligheden af Kristin Warfvinge. Stykket er skrevet til fem stemmer: bas, tenor, alt, mezzo og sopran.

Idéen med konceptet er at Sydhavns væsen, forstået som et abstrakt fænomen, i denne performance tager form og kommer til live som et fysisk væsen. Kostumet, sangerne er iført, er en stor telt-agtig kappe beklædt med tøj indsamlet fra Sydhavns beboere. Kun deltagernes ansigter kan ses; deres hoveder stikker ud i toppen af dragten under vatterede hætter. Kor-stykket skal også indspilles og vil under opførelsen blive afspillet på en højtaler gemt under kostumet, samtidig med at det synges live.

Forestillingen opføres d. 25., 26. og 27. september. Præcis hvad tid på dagen er ikke fastlagt, men vi regner med tidlig aften om fredagen og først på eftermiddagen lørdag og søndag. Der vil være nogle øvegange i løbet af august og september, de kommer til at ligge på hverdage efter arbejds- og skoletid. Derudover er der indspilningen, som vi satser på at gennemføre med en mindre gruppe af sangerne.

ST:ART er støttet af Kgs. Enghave lokaludvalg og Tuborgfondet. Det er som sagt en vækstlagsplatform, en af betingelserne for støtten er således at alle arbejder frivilligt. Vi kan altså ikke tilbyde løn, men håber selvfølgelig at finde sangere, der synes det kunne være sjovt og spændende at være en del af projektet.

Er du interesseret eller har spørgsmål, send en email til [aktivér JavaScript for at se].
Skriv gerne, hvilket stemmeleje du synger i.
Vi glæder os til at høre fra jer. :)

København

Andet søger Sanger

25. juli 2020

Log ind for at svare på opslaget.
Tryk her hvis du vil oprette dig som bruger.